Nyhed

tirsdag, august 19th, 2008 | Nyheder | Ingen kommentarer

Dette er en nyhed

FLINTØKSEN - amatørarkæologisk forening for Vejle Amt

tirsdag, marts 1st, 2005 | Marts 2005 | Ingen kommentarer

En kort fortalt historie om medlemskab af foreningen ”FLINTØKSEN”, og derigennem også træk af foreningens historie:

Nu har vi ikke været med helt fra starten, så derfor må nogle af de indledende kommentarer tages med et vist forbehold - men vi var med næsten fra starten, gad vidst om ikke foreningen havde et par år på bagen da vi stod på?

Det siger sig selv, at der er masser af arrangementer, som vi med glæde ser tilbage på. Skuffelserne kan ligge på et meget lille sted! En af grundene til den store tilfredshed er en kolossal velvilje fra professionelle arkæologers side. Lone og Steen Hvass fra Vejle Museum, Orla Madsen fra Horsens Museum og også andre fra de professionelles rækker har hjulpet os amatører. - De har ladet os besøge udgravningssteder; - ofte har de ladet os deltage direkte i udgravningsarbejdet, og mange, mange gange har de stillet sig til rådighed som ledere af busture og ture i egne biler. Ulønnet, vel at mærke. (En gang imellem har der nu nok været tale om lidt ”naturalier”?).

Vi må vel hellere afsløre lidt om vor entré i foreningen. Det hele startede såmænd i Galleri ”Svinget” i Hvejsel. - En annonce i et lokalt ugeblad lod meddele, at der var en udstilling af gnidebilleder af svenske helleristninger. Nu er det rent faktisk forbudt for uautoriserede at fremstille gnidebilleder; men det vidste vi intet om dengang, så vi troppede op. Der var også en udstilling af flinteredskaber fra en lokal samlers hylder; men den var vi ude af stand til at bedømme på daværende tidspunkt. Vi betragtede stenene som en dynge skærver. Senere har vi lært et og andet om flintteknik, retoucheringer m.v. - Så måske har der været ”gods” i samlingen. Det får vi nok aldrig at vide…

Men det var altså helleristningsbillederne, der lokkede os til Galleri ”Svinget”. Og det blev så vor skæbne. - En af de gode af slagsen, altså. For på indersiden af døren ud fra udstillingen hang en håndskrevet plakat: ”Kender du ”FLINTØKSEN”? - En sammenslutning af arkæologiinteresserede mennesker. Meld dig til her.”

Og det gjorde vi så. Medlemmer blev vi, og det har vi aldrig fortrudt. Det første arrangement, vi deltog i, var det først annoncerede i aktivitetsplanen, som vi modtog: En foredragsrække i samarbejde med Folkeuniversitetet i Egtved om arkæologi, ledet af H. P. Blankholm (nu professor i Norge). I øvrigt fortsatte foredragsrækken med andre kompetente forelæsere. Her kom vi med ”intelligente” spørgsmål, og så fangede bordet endnu engang: På en senere generalforsamling i ”FLINTØKSEN” syntes man, at et så interesseret medlem burde med i bestyrelsen; - og Gud bedre det: Jeg endte som formand uden nogen viden om foreningsarbejde. Det hele endte positivt. Jobbet gav mange gode kontakter, dels til ”søsterforeninger”, dels til professionelle arkæologer. - Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg nød det og lærte mere og mere om vor fælles fortid. Det må være naturligt her at nævne de arkæologer, der har bidraget mest til ”FLINTØKSEN”s trivsel: Afdøde Ole Schørring, Horsens Museum, Orla Madsen, ligeledes Horsens (nu leder af Haderslev Museum), og sidst, men ikke mindst, de to Hvass´er, Lone og Steen fra Vejle Museum. De slår nu deres folder i det sjællandske. Foreningen er dem alle stor tak skyldig. Som endnu et tegn på anerkendelse fra de professionelle arkæologers side kan det nævnes, at ”FLINTØKSEN” på vegne af de amatørarkæologiske foreninger og klubber blev bedt op at skrive et kapitel i bogen ”Da klinger i muld” (engelsk titel: Digging Into the Past)

P.S.:
I somrene 1985 og 1986 udgravedes ”Tohøje” i Stenderup. Under opsyn af Steen Hvass udgjorde ”FLINTØKSE”-medlemmer arbejdskraften, og i 1985 ofrede Steen en god portion af ferie og fritid på foreningens alter. I 1986 lød parolen: ”Nu er I jo så godt som udlærte. Gå blot i gang med Høj 2 på egen hånd. - Men ring til mig, hvis…!

Se, det kalder jeg tillid!

Eluf Lyngbak

Tags: ,

DE FØRSTE 15 ÅR MED FLINTØKSEN

tirsdag, marts 1st, 2005 | Marts 2005 | Ingen kommentarer

Det var i 1977, jeg havde ikke været ret mange måneder på Vejle Museum før jeg mødte nogle af omegnens arkæologisk interesserede oldtidssamlere. Steen passede sit job, som adjunkt på Københavns Universitet, mens jeg endnu kun som arkæologistuderende, passede museet godt bistået af Aase Thomsen, der var ansat på halvtid og de to kustoder Ruth og Marie. Vejle havde fejret sit 650 års byjubilæum og Vejle Museum var genåbnet som rent kulturhistorisk museum med udstillingen ”Fra vadested til bro”. Det daglige arbejde på museet bestod i at passe den nye udstilling, svare på forespørgsler, anmeldelser af fund, modtage gaver m.m. til museet. En dag blev jeg kaldt ud til Højagervej i Lindved af to skolelærer Jytte og Eluf Lyngbak. De viste mig med en vis stolthed deres fine samling af oldsager, økser, flækker, mikrolitter osv. Jeg studerede dem grundigt, spurgte om fundsted, lokaliteter i almindelighed osv. Alt imens jeg havde en forrygende fornemmelse af, at være til eksamen. Hvad vidste sådan en fra hovedstaden om oldsager i det østjyske? De var nu venlige nok begge to og jeg mente også, da jeg tog derfra, at den første del af min eksamen var bestået, i hvert fald den i Lindved.

Det skulle senere vise sig, at blive indledningen til et godt samarbejde. Inden Steen blev ansat som leder af museet måtte jeg klare endnu en ”eksamen” denne gang var det i Kollemorten, hvor Søren Karlskov gerne ville fremvise sine fund og i øvrigt vise mig nogle mulige forhistoriske anlæg. Han fortalte, hvor godt han ellers var blevet behandlet af Varde Museum, der havde en meget kompetent arkæolog ansat. Så jeg forstod, at nu havde jeg bare at leve op til de krav. Det blev også begyndelsen til mange flere besøg i Kollemorten og mange udgravninger sammen med Søren. En af de sidste udgravninger, som jeg var med til i Vejle var engang i 1990’erne ved en bopladsudgravning ved Ålevej i Tørring. Selv om Søren nu var blevet en ældre herre, godt oppe i årene og dårligt gående, så var han alligevel med og der blev flyttet jord med sædvanlig energi. Efter at Steen og jeg havde forladt Vejle Museum var Flintøksen på en af sine mange udflugter og heldigvis for mig gik den til Helsingør. Jeg fik lejlighed til at fortælle om noget af alt det historiske her i byen, Bymuseet (Karmeliterhuset), Karmeliterklosteret og Kronborg. Eluf stod for udflugten sammen med Anne Lise og den øvrige bestyrelse. De var der alle – en hel bus fuld af ”Flintøkser”- og Søren var der også, nu var han bestemt ikke nogen årsunge mere.

Året efter at Steen havde overtaget styringen af Vejle Kulturhistoriske Museum, som det jo hed for at man ikke skulle tage fejl af Vejle Kunstmuseum, blev Flintøksen som bekendt grundlagt, det var efter et møde hos John Pilgård i Hedensted, hvor flere af de kommende Flintøksemedlemmer og Steen og jeg var med. Sådan ca. husker vi det.

Når vi nu er her på Sjælland med hver sit job i henholdsvis København og Helsingør er noget af det vi mest tænker på ved Flintøksens jubilæum, - de mange hyggelige mennesker, med samme interesse for oldtiden som os selv, folk der altid var parat til en ny udgravning trods vind og vejr. Jeg tror det var med gensidig glæde, at vi altid så frem til nogle gode timer sammen. I spredt fægtning dukker billeder frem af mange udgravningerne, de huskes og hører sammen med Flintøksens medlemmer. Der var altid nogen der havde kager med, andre kaffe, øllerne manglede heller ikke eller den Gamle Danske.

Det var mange forskellige anlæg som bragte os sammen. Engang var det en teglovn i Egtved. Et anlæg som var andet en bare fyldskifter, stolpehuller eller stenbrolægninger, ikke oldtid men et rent 1700-tals fund. Det var for resten de samme hele mursider i Egtved jeg kom til at tænke på, da jeg sidste år udgravede en kalkovn i Gurre. Også Lars Peter Lund i Egtved kunne fremvise sine egne fine fund- husker vi helt galt eller var der ikke blandt samlingens mange jernalderskår også en enkelt fin fibula. Jo, han var også en god mand at gæste. Senere kom vi også til at kende Norma og Erling og Bruhn i Egtved. Bruhn blev også den, som senere kom til at stå for alt malerarbejdet i den lille udstillingshus ved Egtved pigens grav- men det er jo en helt anden sag.

De var der også - alle Egtved folkene - da vi udgravede den store gravhøj og dyssekammeret i Tårup. Det blev foruden oplevelsen af det fantastiske anlæg, som det jo var, til nogle utrolig gode timer i skuret nede ved skoven. Den store stenpakning over bronzealderhøjen kunne nok gøre de fleste trætte, men det var ikke tilfældet med Flintøksens medlemmer her blev arbejdet fast og energisk hver dag. Her deltog også folkene fra Middelfart og Stenderup, og så var der den unge gymnasieelev Mads Holst. Det var Kjeld der kendte ham hjemme fra vejen, og viste at han var så interesseret i arkæologi. Det skulle, som bekendt blive til mere end denne ene udgravning fra Mads’ hånd.

Ved en tidligere udgravning var det en anden stor høj, hvis resultater kom med i den udstilling, som Flintøksen sammen med Vejle Museum satte op i 1988. Det var to gravhøje fra Stenderup med flere grave og andet gravgods, som blev vist i udstillingen ”Amatørarkæologerne arbejder” det blev til et fint samarbejde, hvor Flintøksens medlemmer hele efteråret og vinteren sad på Vejle Museum og klistrede lerkar sammen og gennemgik fundene, hjalp til med den store bearbejdning og til sidst var medlemmerne med til tilrettelæggelsen af udstillingen. Efter at være vist i Vejle gik udstillingen videre til Glud Museum. I den gamle ostefabriks bygning Dofo sad også Jens Erik hver dag og arbejdede for museet med registrering af nye og gamle fund. Også han var medlem af foreningen og ingen kunne med større nøjagtighed ordne oldsager før de blev magasineret i museets magasiner. Samme Jens Erik var blandt de første, der gjorde iagttagelser omkring Ravning broen, det var også dér han boede, et område han kendte rigtig godt.

Vejles berømte moselig – som i virkeligheden burde være ligeså berømt som artsfællerne fra Tollund og Grauballe bragte kriminalkommissær Ib Toldbod i samarbejde med museet og han hjalp til med de videre undersøgelser af moseliget og ved rekonstruktion af hendes hoved. Det rekonstruerede billede kom med i den permanente oldtidsudstilling på museet og i bogen om Dronning Gunhild. Senere fik vi mange arkæologiske berøringsflader med både Ib og Jytte.

Ved Flintøksens 15 års jubilæum i 1993 skrev Steen om det gode samarbejde mellem museet og Flintøksen. I forbindelse med den 19. nordiske arkæologkongres i Vejle, og den samtidige åbning af den arkæologiske særudstilling og udgivelsen af publikationen: ”Da klinger i muld… 25 års arkæologi i Danmark” deltog også amatørarkæologerne med deres særlige arrangement. I dette ”arkæologiens år” lykkedes det Flintøksen i et bredt samarbejde med andre amatørarkæologer i Norden at få etableret ”Nordisk amatørarkæologisk udgravningslejre 1993” NAU- lejren ved Jelling. Steen har stadig den t-shirts hvor Nau-lejrens logo er trykt, og han bruger den for resten stadig.

I dag glæder vi os når Flintøksens blad kommer. Så kan vi følge med i områdets mange udgravninger, som vi ellers ikke bliver orienteret om. Vi sammenligner dem tit med fund i Nordsjælland og må erkende, at her over er der desværre meget længere mellem både bopladser og arkæologiske udgravninger. Vi vil håbe for foreningen, at den i løbet af de næste 25 år får rigtig mange nye medlemmer for uden dem og deres iagttagelser i Vejle Amt får museerne det svært.

Tillykke med jubilæet fra Lone og Steen.

Tags: ,

Nyt fra Vejle Museum

tirsdag, marts 1st, 2005 | Marts 2005 | Ingen kommentarer

I sommeren 2004 kunne vi efter fire udgravningssæsoner afslutte undersøgelserne på Diagonalvejen mellem Horsens og Give. Den fjerde og sidste etape af vejen går fra Riis til Uhe syd for Give. Det blev til udgravninger på to lokaliteter, begge ved Sillesthoved, tæt op ad Omme Å dalen. På den ene blev der fundet to hustomter fra bronzealderen og et grubehus fra vikingetiden. I grubehuset blev der fundet et skår fra et importeret kogekar af klæbersten. Her er vi altså på sporet af en vikingetidsboplads. Kun få hundrede meter herfra undersøgtes en stærkt nedpløjet gravhøj, der viste sig at indeholde en dobbelt kvindegrav fra yngre stenalders enkeltgravskultur. Oven på kistelåget stod et nu meget fladtrykt lerkar. De to kvinder har haft hver sin halskæde med henholdsvis 44 og 54 ravperler med i graven.

Ved Fredericia blev der lavet ny vej ind i to nye erhvervsområder. I det ene vejtracé blev der, ud over lidt spredt fægtning af gruber fra bronze- og jernalder, fundet en enkelt hustomt fra ældre førromersk jernalder. I det andet blev der fundet dele af en middelaldergård. Det interessante er, at den med meget stor sandsynlighed kan sættes ind i en historisk sammenhæng. Gården blev fundet få hundrede meter fra den eksisterende Henneberg Ladegård, og er formentlig denne gårds middelalderlige forløber.

Henneberg Ladegård er ladegården til det middelalderlige Hønborg Slot, hvis voldsted stadig er bevaret på kysten ud til Lillebælt.

I sidste nummer af Flintøksen skrev Lars Peter Lund om udgravningen af en boplads fra omkring Kristi fødsel ved Brejning syd for Vejle Fjord. Resultatet blev fem gårdsanlæg, hvor hegnsgrøfter var bevaret, så gårdenes nøjagtige størrelse og udformning kunne fastslås. Som en opfølgning hertil, blev der i efteråret afdækket endnu et gårdsanlæg på et tilstødende areal

Flere steder har budt på rester af bebyggelse fra de yngre dele af jernalderen. I et ganske lille udgravningsfelt midt i Jelling by, ganske tæt på kongehøjene, registrerede vi spor af bebyggelse fra sen romersk eller germansk jernalder. Nok så interessant var det, at der med metaldetektor blev fundet et skålspænde af bronze, et såkaldt Berdalspænde fra sen germansk jernalder.

På et naturskønt sted helt ned til Gudenådalen ved Åle blev der udgravet et lille udsnit af en boplads fra yngre romersk og ældre germansk jernalder. De ca. 10 langhuse lå delvis oven i hinanden og viser dermed, at bopladsen har været i brug over en længere periode.

Bebyggelse fra samme periode blev fundet syd for Hedensted. Her lå tre gårde lidt spredt i terrænet. I tilgift blev der fundet en enkelt jordfæstegrav fra ældre germansk jernalder. Graven indeholdt et smukt, kanneleret keramikbæger, et miniaturelerkar og nogle jerngenstande, der først kan identificeres efter konservering. På området blev der også fundet en gård fra sen vikingetid eller tidligste middelalder.

Endelig er der ved bredderne af Lilleåen i Uldum udgravet mellem 20 og 30 kogestensgruber. Som det oftest er tilfældet, var de fleste af dem var fundtomme. Et par indeholdt dog flint, der kan dateres til slutningen af jægerstenalderen eller begyndelsen af bondestenalderen, den ene endda temmelig meget. Vi afventer nu at få foretaget et par C14-dateringer og håber, at gruberne er samtidige med flinten. I så fald er det nok den ældste forekomst af kogegruber her i landet.

Tags:

ET TILLYKKE MED JUBILÆET

tirsdag, marts 1st, 2005 | Marts 2005 | Ingen kommentarer

Først vil jeg gerne ønske til lykke med jubilæet, og sige tak til Flintøksen. Jeg kan faktisk ikke helt huske, hvornår jeg blev medlem, men det må have været tilbage omkring 1986 eller 1987 at Kjeld Jensen introducerede mig til foreningen, og frem til jeg begyndt at læse forhistorisk arkæologi på Aarhus Universitet i 1992, var det i høj grad igennem Flintøksens arrangementer og foreningens kontakt til især Vejle Museum at min interesse for arkæologien blev holdt ved lige. Det var mens Eluf Lyngbak var formand, og jeg vil også godt benytte lejligheden til at takke ham og Jytte for den store indsats, de gjorde.

Helt konkret, har flere af de ting, som jeg har arbejdet med gennem studietiden og er fortsat arbejder med i dag, faktisk også rødder tilbage til de muligheder, som Flintøksen åbnede. Det gælder de undersøgelser af gravhøje, som kulminerede med udgravningen af den fredede gravhøj Skelhøj fra 2002 til 2004. Projektet har været omtalt et par gange her i bladet. Det hele startede i forbindelse med motorvejsudgravningen af den meget store bronzealdergravhøj og stenalderdysse ved Tårup nær Taulov, hvor vi var en gruppe, der fik mulighed for at deltage i en enestående udgravning via Flintøksens telefonkæde. Siden fik jeg igennem Lone Hvass mulighed for at arbejde med udgravningen som studerende ved universitetet, og det førte til et samarbejde omkring gravhøje med Henrik Breuning-Madsen på Geografisk Institut i København. Det er det samarbejde, der gradvist har ledt frem til Skelhøj-udgravningen.

Det andet projekt, som jeg har været i gang med i de seneste år, tager også udgangspunkt i en udgravning, hvor Flintøksen har været involveret, men det ligger forud for den tid, hvor jeg selv var medlem. Det drejer sig om jernalderlandsbyen ved Nørre Snede, hvor syv års omfattende udgravninger fra 1980 til 1986 åbnede for at følge bebyggelsens udvikling gennem andet til syvende århundrede e. Kr. meget detaljeret. Faktisk så detaljeret, at man kan forsøge at finde frem til, hvordan jorden blev fordelt i forbindelse med arv.

Så der er for mig en klar kontinuitet fra den arkæologi, jeg laver professionelt i dag tilbage til det, som jeg blev introduceret for som amatør. Men det er en samtidig en kontinuitet, som spænder over en stor forskel. Det gælder ikke mindst i forholdet mellem det praktiske og det teoretiske. Ved markvandringer og den første udgravningsdeltagelse var det helt overvejende den praktiske side, der dominerede – selve feltarbejdet. I dag foregår hovedparten af arbejdstiden på kontor med alt lige fra analyser af udgravningsresultater og fortolkninger til administration, som f.eks. afrapportering af gennemførte undersøgelser og planlægning af nye. Det giver en afveksling, der absolut ikke gør faget mindre spændende, og det er i høj grad den teoretiske del af arbejdet, der fører frem til de store spørgsmål om, hvordan de forhistoriske samfund var skruet sammen og udviklede sig. Det er ofte i de perioder, hvor man synes de forskellige brikker falder på plads, at faget er mest tilfredsstillende.

Samtidig så opdager, man også stadigt, hvor mange forskellige sider, der er af arkæologien. Set internationalt er der i de seneste år dukket et væld af forskellige retninger frem. Hver for sig eller i kombination forsøger de at bidrage til at afklare aspekter af forhistorien. Der er en hel række naturvidenskabelig ”arkæologier”, hvor man anvender naturvidenskabelige analyser til at afklare så forskellige ting, som hvordan folk flyttede, hvad de spiste, hvordan landskab og vegetation så ud osv. Tilsvarende bliver der hentet inspiration fra samfundsfagene og antropologien både mht. at forstå, hvordan samfundene fungerede, og hvilke emner, der er væsentlige at få belyst. Det giver på den ene side en bredde i arkæologien, men det har også medført en vis splittelse, specielt mht. hvad der er arkæologiens formål. Nogle opfatter det som en form for historieforskning, hvor det er det konkrete historiske forløb, der er af interesse, andre ser det som et samfundsfag, hvor ”fortiden er et fremmed land”, der studeres på linje med andre nutidige samfund og bidrager til at belyse, hvordan mennesker opfører og indretter sig generelt. I visse tilfælde mener man, at arkæologien har et moderne politisk formål. Det kan udløse ret intense diskussioner, der ofte bliver meget holdningsprægede.

Hvis man er startet med de konkrete fund og udgravninger kan på den måde komme langt væk fra det, der var udgangspunktet. Men hvis fortiden er et fremmed land, så er arkæologien grundlæggende en opdagelsesrejse, hvor det er uvist, hvad der venter bag det næste hjørne, hvordan vi bedst kommer derhen, og hvor de store opdagelser ligger. Det er det alsidigheden i arkæologien afspejler. Selv om der på den måde kan være store forskelle i både mål og midler, så tror jeg, at drivkraften i vid udstrækning er den sammen, nemlig et basalt ønske om at opdage og forsøge at forstå, de fortidige samfund ud fra det materiale og de muligheder, som vi nu en gang har tilgængelige. Det tror jeg i hvert fald er den måde, jeg bedst kan beskrive min fascination af faget, og det motiv mener jeg grundlæggende er uændret siden den gang, jeg første gang deltog i en udgravning af en senneolitisk høj sammen med Flintøksen ved Egtved Holt i 1987.

Tags: ,

Lærlingeår med “Flintøksen”

tirsdag, marts 1st, 2005 | Marts 2005 | Ingen kommentarer

For nogen tid siden blev jeg ringet op af Anne Lise fra “Flintøksen”, som ville høre, om jeg ikke ville bidrage med et eller andet skriftligt i anledning af Foreningens 25 års jubilæum.

Som gammel arkæolog fra Vejle Amt er det en stor ære at få lov til at bidrage til jubilæumsnummeret, så det ville jeg naturligvis gerne, men med hvad? Vi talte lidt om, at jeg da kunne skrive lidt om min hverdag, som leder af et af de arkæologiske museer. Gab! - det er der ikke meget arkæologi i - eller måske snarere der er så meget, at det ikke altid er synligt - heller ikke for mig selv. Så var der det med nye fund - jamen jeg har jo ikke gravet de sidste 10 år - og “stjæle” fra en af museets arkæologer gør jeg altså ikke. Men da det jo er et jubilæumsnummer - så kunne man jo prøve at give et lille bidrag til Flintøksens historie. Det er jo ved at være så gammel en forening, at nogle af mine indtryk fra samarbejdet fra ca. 1986 indtil jeg forlod Horsens Museum i 1995 måske kunne være interessante. Så det er dem i får her - noget af det jeg kan huske. Og det står helt for min egen regning - evt. fejl i hukommelsen kan kun klandres mine hjerneceller.

Jeg har kendt “Flintøksen” og mange af foreningens brave medlemmer de sidste 20 år. De første ti år havde jeg et nært ja næsten dagligt forhold til foreningen, men et jobskifte førte til, at kontakten blev fjernere. Sønderjyllands Amatørarkæologer kom i vejen kan man sige, og så blev kontakten indskrænket til et foredrag i ny og næ og naturligvis læsning af “Flintøksens” blad - af samme navn.

Allerførste gang jeg mødte medlemmer fra Flintøksen var en solrig augustdag i 1986 på en mark ved Stenderup lidt syd for Horsens. En god flok – jeg kan ikke huske hvor mange - var her i gang med at undersøge en overpløjet gravhøj under Vejle Museums ledelse. Jeg var ganske nyuddannet magister og havde nogle meget klare og markante holdninger til faget. Disse holdninger handlede bl.a. om, hvem der måtte hvad, hvornår og hvorfor. Derfor var det lidt af et kulturchok at opdage, at udgravningslederen (han blev såmænd senere rigsantikvar og er i dag direktør for en stor ministeriel styrelse i København) faktisk ikke havde været til stede i flere dage - ja egentlig så længe, at nu var de gode udgravere lige ved at savne ham. Problemet var nemlig, at der under højen - ja så langt var man! - dukkede mængder af de irriterende ardspor op - og hvad gjorde man så. Et par af udgraverne havde hørt, at sporene vist skulle tegnes, men kunne det, det store antal taget i betragtning, have sin rigtighed? Var et foto ikke tilstrækkeligt? Tja – jeg var vel også i tvivl, men jeg havde dog i studietiden mødt sådan nogle ardspor, og jeg vidste, at Fyns Stiftsmuseums daværende leder samlede på oplysninger om dem og – sagt lige ud, at det var noget pokkers skidt at have med at gøre – men tegnes – det mente jeg nok de skulle – gerne i målestoksforholdet 1:20. Så jeg tog den mest professionelle mine på og meddelte, at selvfølgelig skulle de tegnes – det kunne jo – teoretisk set – være Danmarks ældste bonde, der havde rumsteret rundt her.

Med mig var en næsten lige så ung middelalderarkæolog – Jakob Kieffer Olsen – som senere blev antikvar i Ribe. Han havde meget forstand på middelaldergrave og lærte mig at udgrave jernalderhuse – det har jeg ikke indrømmet før. Men ardspor havde Jakob sgu’ aldrig set, så diskussionen om det betimelige i at bruge tid på sådan nogle fortsatte i bilen tilbage Bjerre til vore germanertidsgrave og et middelalderligt stubmøllefundament – som Jakob gravede i stiv ler i en overbevist tro på, at det var en rig vikingetids jordfæstegrav, indtil sagens rette sammenhæng gik op for os efter et par uger. Nå dateringsmæssigt passede den jo fint til ham.

De første år på Horsens Museum var præget af en herlig pionerånd. Horsens Museum havde ikke haft et arkæologisk ansvarsområde tidligere. Det fik museet med den nye leder, Ole Schiørring, som tiltrådte i 1985. Ole kom fra en lektorstilling i middelalderarkæologi, så på museumsområdet var også han lidt grøn. Samme år ansatte Horsens Museum en inspektør mere, nemlig Søren Gottfred Petersen - middelalderarkæolog og arkitekt. Søren skulle især tage sig af udstillingerne og hvad der ellers rørte sig af småting - som f.eks. at opbygge et journaliseringssystem, registrering o.s.v., o.s.v. Med en aldersforskel på ca. 10 år var jeg yngste mand på holdet, og det blev fremhævet næsten dagligt. Ole og Søren betragtede mig med en nærmest faderlig - oftest drillende overbærenhed - herregud “knægten” vidste jo ikke bedre, og de glade tressere skulle jeg i hvert fald ikke udtale mig om - dem havde jeg slet ikke forstand på.

Penge havde vi ingen af, men hvad værre var, havde vi egentlig heller ikke noget udgravningsudstyr. Udstyret bestod af et gammelt villatelt (uden sovekabiner), et campingbord og fire klapstole (af den slags, der i sammenklappet tilstand kunne ligge i bordet), og så var der to gamle skovle. Naturgasgravningerne satte gang i arkæologien, og det blev dem, der lærte mig allermest om i hvert fald administrationen af udgravningsvirksomheden. Indledningsvis måtte jeg dog først ud at købe trillebører, skovle, graveskeer o.s.v. kort sagt et fuldstændigt udgravningsudstyr. De dyre ting som fotoapparater, vinkelspejl o.s.v. måtte vi dog selv stille til rådighed, i hvert fald det første års tid. Selvom de første år var hårde med utrolig meget ekstraarbejde, er det nogle af de bedste, jeg har haft i min museumskarriere. Jeg tror aldrig, at jeg har grinet så meget som i disse år.

For det arkæologiske områdes vedkommende - ja så var det næsten jomfrueligt. I årene mellem 1979 (så vidt jeg husker) og 1985 var den nordlige del af amtet blevet passet af Vejle Museum og Silkeborg Museum i fællesskab. Fra disse to museer havde man gjort alt, hvad man kunne, men det er klart, at mandskabet de to steder slet ikke kunne hamle op med de mange opgaver, der lå og ventede. Så der var rigeligt at tage fat på, og de gode fund kom allerede det første år jeg var ansat, nemlig i form af Bjerre gravpladserne fra yngre germanertid og ikke mindst Hedegård - så belønningen manglede ikke.

Pionerånden på museet prægede som nævnt de første år i Horsens. Museet var på mange områder gået i stå, og det blev der nu for alvor taget fat at gøre noget ved. Alle der kendte Ole Schiørring ved, at når der i Oles terminologi blev taget fat - ja så skete det massivt og på alle områder - også dem der kunne synes uopnåelige. Museet er og var rent kommunalt drevet og ejet. I byen var der i forvejen en veldrevet Historisk Forening, men en museal støtteforening fandtes ikke. I 1988-89 arbejdedes der intenst på at danne en sådan forening. Vigtigt var det, at foreningen var aktiv - der skulle ud over, at foreningen selvfølgelig skulle bruges politisk, hvis det blev nødvendigt, også ske noget i foreningen, så medlemmerne fik noget ud af deres medlemskab. De aktiviteter der skulle tages op, skulle selvfølgelig kunne genfindes i Horsens Museums arbejdsområde, som efterhånden var blevet meget bredt - især da Horsens Byarkiv også var blevet en del af museet. Så i begyndelsen blev der dannet tre eller fire grupper. Den ene gruppe var en arkæologi gruppe, som dels i studiekredse på museet skulle undervises i oldtidens og middelalderens kulturhistorie, dels skulle deltage i rekognosceringer og udgravninger, når der var mulighed for det. Det gav ballade - i Flintøksen - for Flintøksen dækkede jo hele Vejle Amt - hvad skulle vi med to amatørarkæologiske foreninger?

Jeg tror, det er første gang jeg opdagede, at der også i dansk museumsvæsen er interessekonflikter - til trods for at det jo egentlig var det samme alle ville. Jeg husker mange og lange aften telefonsamtaler (det var inden mobilen blev udbredt) med Flintøksens daværende formandspar Jytte og Eluf Lyngbak. Samtalerne var aldrig ubehagelige (det ville de aldrig kunne blive med Jytte og Eluf), men jeg følte mig noget klemt mellem en forening - som jo rigtig nok qua navnet dækkede hele amtet, men - det må man nok også indrømme - naturligt nok hørte mest til på Vejle Museum (man havde jo aldrig prøvet andet) også min chefs ønske om, at danne en folkelig støtteforening, som jo egentlig handlede ligeså meget om institutionen Horsens Museum, som arkæologien. Og da arkæologien var (og er) en meget vigtig del af museets arbejdsområde, kunne man ikke blot komme uden om arkæologien. Egentlig forstod jeg begge synspunkter: Flintøksens: “Hvorfor danne en ny arkæologisk forening, når der var en velfungerende forening i forvejen” og museets: “Vi har brug for en folkelig forening, som kan bakke op om museet.”

Nå diskussionerne landede på en lykkelig måde, så jeg tror, at alle var tilfredse og på sigt fik noget ud af det. Horsens Museum- og Arkivforening blev stiftet og vi - Flintøksen og Museusmforeningen lavede en aftale, som betød, at tilbuddet af aktiviteter øgedes i begge foreninger. Aftalen gik simpelthen ud på, at medlemmer af Flintøksen kunne deltage på lige fod med Museum - og Arkivforeningens medlemmer i studiekredse, rekognosceringer og udgravninger. Og selvfølgelig omvendt. Det blev til mange hyggelige aftener omkring det store brod i oldtidssalen på Horsens museum - der første år fra 1989 med gennemgang af oldtidens og meddelalderens kulturhistorie og genstandsmateriale og senere med limning af de mange lerkar fra Hedegård - gode hyggelige aftener, hvor aftenskaffen blev drukket i det lille køkken. Her kunne der snildt “stables” 15-20 mennesker, når man skiftedes til at trække vejret.

Også på gravningerne spillede de to foreninger en stor rolle. Vi spekulerede aldrig over, hvilken forening arkæologerne kom fra, og nogle var antagelig medlemmer begge steder. I hvert fald betød den store medlemsskare, at jeg som regel altid havde gode folk med bl.a. på Hedegård gravningen. Mange kom næsten hver dag og andre dukkede op, når vi lavede grave-weekends, eller når de havde ferie. Ofte spillede afstanden en rolle, så det var lidt forskellige hold, men fælles for dem alle var, at de var gode til at grave - og det var selvfølgelig vigtigt, men endnu vigtigere var næsten, at de - af en eller anden grund - alle var udstyret med en stor portion uhøjtidelig humor - så kedeligt var det aldrig. Jeg husker stadig med glæde brave folk som Villy, Erik, Søren, Erling, Norma, Vita, Grethe, Inge, Arne, Aksel, Finn, Irma, Else, Lizzi, Jytte, Eluf blot for at nævne nogle. Mange af disse folk arbejdede, så dem så vi ikke så tit, andre f.eks. Villy var med fra den dag, han en sommer formiddag i 1989 solgte sine køer (og mødte op på gravningen samme eftermiddag). Villy var med næsten hver eneste dag uanset vejret og uanset, hvor i museets område vi gravede. Villy havde altid gerne villet være arkæolog - og det blev han. Eller Erik, som var fast “pladsmand” på Hedegård udgravningen. Han dukkede op i foråret 1989 et par dage efter, at han var gået på efterløn og fungerede så som udgravningens “maskot” - for grave ville han nemlig ikke. Erik havde den holdning, at han havde arbejdet nok, så han ville blot kigge på, hvis det var i orden. Det var det, men ret hurtigt fik Erik jo alligevel noget at lave. Han havde nemlig en fabelagtig hukommelse, så når muldlaget var trukket af og anlæggende gravet frem og afmærket, ja så havde han affotograferet feltfladen inde i hovedet og kunne så huske, hvor anlæggene lå. Så når grave og andre spor skulle genfindes og storm, regn og folk havde fjernet søm og anden afmærkning, så kunne Erik efter hukommelsen præcist udpege anlæggene, og så rensede Villy dem af i fladen. Det var egentlig ligegyldigt, hvor lang tid der gik mellem muldafrømningen og “genopdagelsen”. Erik hukommelse svigtede ikke.

Andre dukkede af naturlige årsager - arbejde som regel - kunne op i weekends eller i ferierne. I efterårsferien kunne det knibe med at være i campingvognen, og nogle gange burde vi nok heller ikke have kørt hjem. De glade feriegravere medbragte nemlig rigelige forsyninger af både øl og kage. Kort sagt vi hyggede os, men fik også lavet rigtig meget godt arkæologisk arbejde.

Minderne fra gravningerne er mange og jeg kunne blive ved - Søren Karlskov - der boede ret tæt på Hedegårdgravningen - og ofte gravede med. Søren kunne næsten ikke gå, men bare han havde sin skovl at støtte sig til kunne han let komme både op og ned. Eller Erling og Norma - der kørte fra Egtved næsten hver dag. Erling havde den mest hvide kasket i Jylland og både han og Norma kunne let grave en helt dag, uden at de blev snavsede - og de bestilte virkelig noget. Ja jeg kunne blive ved og burde på et eller andet tidspunkt skrive om minderne fra disse herlige dage, for minderne er mange og især Hedegård blev speciel, netop fordi vi var der i så mange år. Hvem husker ikke en anden af gravningens venner - han gravede nu ikke med - men han besøgte os tit, nemlig Johannes Bach (Johs mellem venner) fra Ejstrupholm. Johs havde været lærer på egnen hele livet, og så kunne han noget ikke mange andre kunne, nemlig flyve. Han havde en pragtfuld form for humor og ca. engang om året rejste hans kone til udlandet på ferie. Så havde Johs ikke bare fred, men også mad til flere uger, for fru Bach lavede nemlig den mest pragtfulde hønsekødssuppe i meget store mængder. Det nød vi godt af i Hedegård. Jeg kan stadig huske når Johs kom med primussen, gryden, en stak musselmalede tallerkener og sølvskeer. Så blev primussen tændt midt på gravningen, suppen varmet og så spiste alle dejlig varm suppe, og fik selvfølgelig - da det jo som Johs sagde var en temmelig fed spise - snaps og øl at skylle ned med. Hvad Johs egentlig levede af resten af ferien, ved jeg ikke, men jeg havde bestemt indtrykket af, at vi gjorde ham en tjeneste m.h.t. de store suppemængder. Og herligt smagte det.

Jeg kunne skrive side op og side ned med gode minder fra mange timers fortrinligt selskab med medlemmerne fra Flintøksen, men jeg skal jo ikke fylde hele bladet. Her fra landets sydlige himmelstrøg skal der lyde et stort tillykke med Flintøksens første 25 år, og så skal der lyde en stor tak til Jer alle - både de af Jer, som jeg kendte fra min Horsens tid - og de af Jer, der er kommet til siden, fordi I - med Jeres store engagement er med til, at gøre arkæologien til en kendt og populær videnskab. Det massive folkelige engagement er uhyre vigtigt for arkæologiens stilling i samfundet og dermed i den sidste ende fagets beståen og udvikling.

Tags:

FLINTØKSENS JUBILÆUM 1980-2005

tirsdag, marts 1st, 2005 | Marts 2005 | Ingen kommentarer

Det er nu 25 år siden, at en lille flok amatørarkæologer var samlet med det formål at danne en forening, flere fra dengang er stadig medlemmer, det er ikke til at forstå, at vi nu har nået sølvbryllupsalderen, men vi er still going strong og vil gerne fejre dagen.

I årenes løb har vi haft mange gode oplevelser med udflugter, udgravninger, rekognosceringer og undervisning, alt dette har kun kunnet lade sig gøre med støtte fra museerne i Vejle og Horsens repræsenteret ved Lone og Steen Hvass, Ole Schørring og Orla Madsen. Det kunne have været skæbnesvangert for Flintøksen, da de forlod amtet, Ole ved en alt for tidlig død, de andre tre fik andet arbejde, men heldigvis trådte Folmer Christiansen og Anders Horsbøl til og ved deres hjælp er det gode samarbejde stadig i fuld gang – en stor tak til alle. Der er også en stor tak til vore andre samarbejdspartnere gennem alle årene.

Bestyrelsen har forsøgt at samle et jubilæumsblad og bidrag er kommet fra øst, fra vest og fra syd og et af bidragene er fra en amatørarkæolog og nu ”rigtig” arkæolog Mads Holst, et eksempel på hvad en interesse kan føre til.

PÅ GENSYN DEN 9. APRIL.

Anne Lise Rahbek

Tags: ,

Søg på siden

 

oktober 2016
m ti o to f l s
« aug    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31